Vægmaleri er en af de ældste former for maleri. For eksempel i primitive samfund udskåret mennesker forskellige figurer på hulevægge for at registrere begivenheder og udtrykke følelser; disse er de tidligst overlevende vægmalerier. Gamle civilisationer som Egypten, Indien, Babylon og Kina har bevaret adskillige gamle vægmalerier. Vægmaleri blomstrede under den italienske renæssance og producerede mange berømte værker. I mit land er paladser og endda grave siden Zhou-dynastiet blevet dekoreret med vægmalerier. Med fremkomsten af religiøse overbevisninger blev vægmalerier meget brugt i templer, klostre og grotter (såsom Mogao-grotterne i Dunhuang og Yongle-paladset i Ruicheng). mit land bevarer et stort antal berømte buddhistiske og taoistiske vægmalerier. Nogle af disse relikvier er blevet opført som verdensarvssteder, der tjener som vidnesbyrd om vores gamle civilisation.
Som et supplement til arkitektur gør vægmaleriernes dekorative og forskønnende funktioner dem til et vigtigt aspekt af miljøkunst. De fleste eksisterende forhistoriske malerier er hule- og klippevægmalerier, de tidligste går tilbage omkring 20.000 år. Fragmenter af vægmalerier fra Qin-dynastiets palads i Xianyang, Shaanxi, Kina, går 2.300 år tilbage. Vægmalerier blomstrede også under Han-dynastiet og Wei-, Jin- og nordlige og sydlige dynastier, hvor mange blev udgravet siden det 20. århundrede. Tang-dynastiet var vidne til en guldalder inden for vægmaleri, eksemplificeret ved værker som Dunhuang-vægmalerierne og Kizil-hulerne, der repræsenterede højdepunktet af vægmaleri på det tidspunkt. Efter Song-dynastiet faldt vægmaleriet gradvist. Efter 1949 oplevede det en genoplivning og udvikling. Vægmalerikomplekset i Beijing Capital International Airport stod færdigt i 1979. Efterfølgende blev vægmalerier løbende tilføjet nye bygninger, med mange værker, der demonstrerede innovation og udvikling inden for kunstnerisk udtryk, produktionsteknikker og integration af tradition og udenlandsk erfaring.
